Prisbeskrivelser
KONGEPARRETS KULTURPRIS
Kunst og kultur kan udvide vores horisont, give rum for fordybelse og refleksion samt styrke samhørighed.
Kongeparrets Kulturpris gives til en kunstner, en kunstnergruppe eller et kunstnerisk initiativ, der udviser enestående kunstnerisk kvalitet. Prismodtageren viser, hvordan kunst og kultur kan inspirere til nye perspektiver, skabe sammenhængskraft og være en drivkraft til at skabe en positiv forskel. Gennem sit arbejde inviterer prismodtageren os til at møde kunsten og verden på ny, for eksempel ved at bygge bro til andre arenaer end kunstens egne.
KONGEPARRETS SOCIALPRIS
Socialt arbejde kan styrke menneskers evne til at mestre eget liv og kan sprede ringe i vandet til gavn for os alle.
Kongeparrets Socialpris gives til et initiativ inden for det sociale felt, der gennem ideer og perspektiver inspirerer til nytænkning. Prismodtageren går forrest i afsøgningen af innovative løsninger på sociale udfordringer og har udviklet nye fremgangsmåder og samarbejder, der bidrager til at skabe værdi i praksis. Prismodtageren arbejder på tværs af fagligheder, organisationer eller sektorer og har potentiale til at inspirere til nye samtaler og handlinger, der gør en positiv forskel.
KONGEPARRETS FÆLLESSKABSPRIS
Fællesskaber kan give os livsglæde, styrke vores indbyrdes tillid og ruste os i mødet med livets udfordringer.
Kongeparrets Fællesskabspris gives til fællesskaber, der binder os sammen og flytter os som mennesker. Prismodtageren viser, hvordan vi sammen kan skabe meningsfulde, ambitiøse og favnende fællesskaber, der styrker dialogen imellem os. Gennem sit arbejde inspirerer prismodtageren til nye måder at være sammen på, for eksempel ved at samle mennesker om noget utraditionelt eller ved at samle mennesker, der ikke traditionelt mødes.
Prismodtagerne giver os gennem deres arbejde nye perspektiver, inspirerer os og sætter vores forestillingsevne i gang. De bygger bro mellem kendt og ukendt terræn ved både at videreføre og forny. De inviterer os til at se fremtiden med nye øjne.