Om Natur til et
godt liv –
Laboratoriet

Natur til et godt liv – Laboratoriet er et partnerskab mellem Bikubenfonden, kommuner og NGO’er. Sammen bruger vi naturen til at styrke unge på kanten.
Toggle text

Vi holder til på Sydfyn i naturområdet Svanninge Bjerge, som er ejet af Bikubenfonden. Både her og hos vores partnere, som er kommuner og NGO’er i hele landet, afprøver og udvikler vi naturintegreret socialt arbejde sammen med fagprofessionelle som for eksempel pædagoger, socialrådgivere og terapeuter. For det socialfaglige arbejde spirer på nye måder, når engagerede fagprofessionelle bruger naturen.

Vores målgruppe er unge mellem 13 og 30 år, som kæmper med mistrivsel og er på kanten af samfundets fællesskaber. Det er typisk unge, som er ramt af komplekse problemstillinger. Fælles for dem er, at de er udfordrede i forhold til relationer og fællesskaber, kan mangle selvværd og kan have svært ved at håndtere hverdagen. Mange har en svag tilknytning til uddannelse og job og en ringe tro på sig selv.

Naturen som rum skaber en anden arena for læring, end når unge og fagprofessionelle sidder sammen indenfor. Unge siger selv, at naturintegreret socialt arbejde hjælper dem med at mærke og kommunikere følelser, lærer dem at drage mere omsorg for sig selv og hjælper dem med at styrke deres sociale relationer.

Kom selv i gang

Naturintegreret socialt arbejde (NISA) bidrager med værktøjer til at tage det sociale arbejde med ud i naturen og bruge de elementer, der er dér, til at skabe nye erkendelser. Du kan læse mere om vores metode og finde vores metodekort her.

”Der er et vildt momentum i at arbejde i naturen. Men det er ikke sådan, at hvis vi bare tager ud og sejler i kano i naturen, så får vi det bedre. Naturmøderne skal faciliteres på en kvalificeret måde. Og der skal arbejdes på det i hele organisationen – også i ledelsen.”

– Caroline-Marie Vandt Madsen, leder af Natur til et godt liv – Laboratoriet.