Natur til et godt liv – Laboratoriet holder til i naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.
Toggle text

Vores sekretariat ligger i en stor, moderne forskningsstation, som Bikubenfonden har bygget i Svanninge Bjerge. Her råder vi også over det tidligere skovløberhus Knagelbjerghus, hvor unge og fagprofessionelle fra vores partnerskaber kan komme på overnatning i forbindelse med deres forløb med naturintegreret socialt arbejde.

Du kan læse mere om vores faciliteter herunder.

Faciliteter

Svanninge Bjerge

Hjertet i Natur til et godt liv – Laboratoriet er Svanninge Bjerge, som ligger på Sydfyn og er en del af De Fynske Alper. Området har en meget varieret natur, som skaber et væld af muligheder for naturintegreret socialt arbejde. Svanninge Bjerge har et særligt kuperet landskab, som er skabt af fortidens ismasser. Naturen her var tidligere præget af kommerciel skovdrift, men forvaltes i dag for at fremme naturens og landskabets mangfoldighed – og det giver mulighed for autentiske naturoplevelser, varierede naturrum og naturfænomener, som man ikke møder ret mange andre steder. Svanninge Bjerge er sammen med Svanninge Bakker i 2018 udpeget til Danmarks Naturkanon som et af landets unikke natursteder. Bikubenfonden ejer og forvalter Svanninge Bjerge.

Læs mere her

Knagelbjerghus

Knagelbjerghus er et tidligere skovløberhus, som ligger i hjertet af Svanninge Bjerge og som Bikubenfonden ejer. Her kan unge og fagprofessionelle fra vores partnerskaber komme på overnatning i forbindelse med deres forløb med naturintegreret socialt arbejde. Det er også ofte her, at vi afholder workshops og kurser for vores partneres fagprofessionelle. Knagelbjerghus er indrettet med moderne faciliteter og overnatningsmuligheder for op til 20 personer.

Naturbaser

I Svanninge Bjerge har vi indrettet forskellige naturbaser, som ikke er med overnatningsmulighed, men som er rare steder at være. Vi har for eksempel Owaihi, som er en ombygget lade, hvor der både kan tændes bål og sættes hængekøjer op. Og så har vi Åkandetelt, som er placeret skønt ved en søbred og indbyder til ro og refleksion. Herudover har vi flere steder i Svanninge Bjerge indrettet naturrum, for eksempel flere områder med store stammer af lindetræ, som er lavet til rustikke bænke.

Forskningsstationen

I Svanninge Bjerge ligger forskningsstationen, som Bikubenfonden har bygget. Her holder Natur til et godt liv – Laboratoriets sekretariat til. Syddansk Universitet lejer sig ind i forskningsstationens bygninger, som i det daglige bruges til både undervisning og forskning. Stedet er indrettet med auditorium, laboratorier og overnatningsfaciliteter. Herfra følger forskere og studerende ved Syddansk Universitet blandt andet biodiversitetsudviklingen i området.

Læs mere her

”Terapi i gruppelokalet er en stor procentdel af forløbene, men min oplevelse er, at det er under forløbene i Svanninge Bjerge, at gruppen bliver en gruppe. Der bliver skabt tillid og fællesskab hurtigere, end vi ellers kunne.”

– Natalie Johannsen, psykolog, TUBA