Områdets
historie

Rundt omkring i området kan du finde en række gamle stendiger og jordvolde. De er alle vidnesbyrd om datidens liv. Hver især har de haft forskellige funktioner, fx indhegning til dyr eller skel mellem sogne eller marker. I 1801 ophørte dyrkningsfællesskabet i Svanninge, og jorden blev fordelt mellem de enkelte bønder. De fik pligt til at bygge og vedligeholde diger omkring jordlodderne. Samtidig blev en del af Svanninge Bjerge udstykket til fredskov, der skulle hegnes ind, da kvæg ikke måtte græsse i her.  Det ældste og mest markante dige i området markerer den gamle sognegrænse mellem Svanninge sogn og Brahetrolleborg sogn. Vi har fundet kilder, der beskriver sognediget fra 1780, men da den administrative inddeling mellem de to sogne har rødder tilbage til jernalderen, kan diget sagtens være langt ældre. Alle digerne i skoven er nu fredet.

Højryggede agre er spor fra en dyrkningsmåde, der har været udbredt overalt i Danmark fra middelalderen og frem til starten af 1800-tallet. Jorden blev pløjet med en hjulplov, der var tung og blev trukket af mindst fire stærke heste. Metoden gjorde, at jorden blev væltet op i lange forhøjninger, hvilket i dag er det synlige tegn på datidens dyrkning. Det var svært at vende med ploven, og derfor var det hensigtsmæssigt med lange marker, ofte var de flere hundrede meter. Fordi området blev plantet til med skov før nye og mere effektive pløjningsmetoder blev indført, kan man se sporene af de gamle marker som bølger i skovbunden.

Svanninge Bjerges store variation i skovområderne fortæller historien om forskellige perioder i dansk skovudvikling. I skoven kan du finde eksempler på den ældste skovdrift, stævningsskoven. Størstedelen af skoven er et resultat af 1800-tallets gentilplantning i et dyrket skovbrug, hvor man plantede og passede skoven med drift for øje. I 2018 er store dele af skoven lagt om til vildskov.

Bønder og skovarbejdere har igennem tiden boet i Svanninge Bjerge. Der er spor af bl.a. husmandssteder, skovfogedhuse og et gammelt teglværksområde med bestyrerbolig. I den nordlige del af skoven er der rester af hulveje, hvor vejen ligger som en forsænkning i landskabet. Skoven gemmer også på gamle "tørveveje", som har ført frem til områdets tørvegrave. Den gamle hovedvej mellem Bøjden og Nyborg har løbet gennem skoven syd om Lerbjerg, før den nuværende Nyborgvej blev anlagt. En del af den gamle hovedvej er en af skovvejene i dag. 

Weichsel-istiden er den sidste af vores fem kendte is- og mellemistider, der fandt sted for 117.000-11.750 år siden. Det er den, der har formet størstedelen af det nord- og østdanske landskab, vi kender i dag. Weichsel-istiden havde mange klimasvingninger. Under kuldeperioderne var klimaet arktisk, og landet var dækket af en tyk iskappe. I de mildeste isfrie perioder var temperaturen høj nok til, at spredte træer kunne brede sig.

I løbet af Weichsel-istiden blev Danmark overdækket tre-fire gange af is- og gletchermasser, der kom fra forskellige retninger. Hvert isfremstød indebar frem- og tilbagerykninger af isranden og periodevise afsmeltninger, som hver gang udformede landskabet på nye måder.

117.000 til 11.750 år siden. Det kuperede terræn er primært dannet som en del af en større sand, ler- og grusudfyldning mellem smeltende ismasser. I mindre søbassiner aflejredes ler og finsand, der efter isen smeltede blev til bakketoppe, fx Lerbjerg. Begravede dødisklumper smeltede over tusinder af år. De skabte et helt karakteristisk terræn med mange små bakker og vådområder. Brillesøerne og Troldekær er eksempler på områder skabt af dødis.

Med Weichsel-istidens afslutning, stoppede de store landskabsdannende processer på land. Danmark blev ved med at være tørt land. I Præboreal (11.700-10.300 år før nu) og Boreal (11.300-9.000 år før nu) var oceanernes vandstand så lav, at man kunne gå tørskoet til Sverige og England. For 10.000 år siden skulle man derfor spejde særdeles langt efter havudsigten fra toppen af Lerbjerg. Øhavet opstod først flere tusinde år senere. I slutningen af Boreal steg havet så meget, at Den Engelske Kanal opstod, og Danmark dermed blev afskåret fra England. I Atlantikum (9.000-6.000 år før nu) smeltede de sidste store iskapper i Skandinavien og Nordamerika, og havniveauet og grundvandsstanden steg. Dele af Danmark blev oversvømmet, og det sydfynske øhav begyndte at tage form.

I Svanninge Bjerge kan man i dag støde på flere spor efter sidste istid. Flere af de store sten, der ligger rundt omkring i området er såkaldte ledeblokke. De er slæbt hertil fastfrosset i gletcheren. Ved at se nærmere på deres sammensætning kan man stedfæste dem til bestemte lokaliteter i Norge, Sverige eller de Baltiske Lande. Desuden kan man støde på sten, der er slidt flade på den ene side og har fået skurestriber, når den enorme gletcher har bevæget sig hen over stenen.