Nyt magasin: Vi styrker unge i naturen
”Metoderne fra Natur til et godt liv er en kæmpe genvejstast i arbejdet med unge. Vi kan så tydeligt se, at vores unge udvikler sig og vokser, når vi arbejder pædagogisk med dem i naturen.”
Sådan siger Kim Stendorf, der i mange år har været afdelingsleder for UngSlagelse, som er en af mange partnere, som bruger metoder og redskaber fra Natur til et godt liv – Laboratoriet i arbejdet med unge.
Natur til et godt liv – Laboratoriet har afprøvet, udviklet og dokumenteret naturintegreret socialt arbejde siden 2019. Og både erfaringer, evalueringer og forskning viser, at unge kan få styrket deres livsmestring og trivsel i naturen sammen med engagerede fagprofessionelle som fx pædagoger og socialrådgivere.
”Det vil vi gerne folde ud med magasinet. Derfor giver vi ordet til nogle af de mange unge og fagprofessionelle, som er en del af vores arbejde. Vores mål med magasinet er at vise den store betydning, som naturen og naturintegreret socialt arbejde har og kan få for sårbare unge, fagprofessionelle og ledere,” siger Caroline-Marie Vandt Madsen, som er leder af Natur til et godt liv - Laboratoriet.
Emil på 15 år er en af de unge, du kan møde i magasinet. Han går i heltidsundervisning i Slagelse, hvor det naturintegrerede sociale arbejde er en del af pædagogikken:
”Det er anderledes nu, hvor jeg er meget mere udenfor. Så kan jeg godt koncentrere mig i lang tid. Jeg har også rykket mig fagligt her både i dansk og matematik. Jeg har nok forandret mig. Jeg er blevet bedre til bare at trække mig, når der er noget, der trigger mig. Jeg kan bedre mærke, når jeg skal have en pause og kan bedre styre mit temperament.”
Psykolog Natalie Johannsen fra TUBA er en af de fagprofessionelle, som bruger naturen som en fast del af sine gruppeterapiforløb for unge, som er vokset op i familier med misbrug:
”Der kommer turbo på de unges terapeutiske proces under vores ophold. Naturen er ikke et vidundermiddel, men det, at vi tager ud som en gruppe og gør nogle ting sammen, virker stærkt. Det er kombinationen af terapien og naturen, som gør noget ekstra,” siger Natalie Johannsen, som du også kan møde i magasinet.