Psykolog: Natur sætter turbo på terapi

Det første man ser, når man træder ind på Natalie Johannsens psykologkontor, er en masse billeder af natur. Der er nærbilleder af skovsyre og skovmyrer, af snobrød over et bål og fotos af nåletræer og blikstille søvand i skumringen. Det er billeder, som Natalie Johannsen og de unge, hun har i gruppeterapiforløb i TUBA, har taget på deres ture i Svanninge Bjerge på Sydfyn. Hun og alle hendes kolleger i TUBA hjælper hvert år mere end 3.000 unge, som er vokset op i familier med misbrug. Som ung kan man både få individuel terapi og gruppeterapi i TUBA.

Natalie Johannsens ungegruppe mødes hver 14. dag i tre timer til gruppeterapi, og to gange om året rykker terapien udenfor, når gruppen tager sammen på todages ophold i Svanninge Bjerge.  

”Der kommer turbo på de unges terapeutiske proces under vores ophold. Det er min oplevelse hver eneste gang, vi er af sted, at de tager nogle kæmpe ryk,” siger Natalie Johannsen, som siden 2017 har haft unge med på ophold i Svanninge Bjerge som en del af deres forløb i TUBA. 

”Terapi i gruppelokalet er jo en stor procentdel af forløbene, men min oplevelse er, at det er under forløbene i Svanninge Bjerge, at gruppen bliver en gruppe. Der bliver skabt tillid og fællesskab hurtigere, end vi ellers kunne. De unge går fra at være individuelle unge, som kommer for at få hjælp i TUBA til at blive en gruppe, som lærer hinanden at kende og også tager sig af hinanden,” forklarer Natalie Johannsen. 

Hun understreger, at det ikke bare handler om at tage unge med ud i naturen, og så bliver alt godt. Det er terapien og det lange seje træk i gruppen, der gør det, men opholdene i Svanninge Bjerge er med til at booste udviklingen. 

”Naturen er ikke et vidundermiddel, men det, at vi tager derned som en gruppe og gør nogle ting sammen, virker stærkt. Det er kombinationen af terapien og naturen, som gør noget ekstra.”  

En af de øvelser, Natalie Johansen laver med de unge i skoven, hedder ’Livets sti’. Her skal de unge hver især skabe en vej i naturen, som symboliserer deres liv. En ung valgte fx, at hans sti skulle gå igennem et brændenældeområde, som for ham symboliserede en svær tid, hvor hans alkoholiserede mor døde.

Han fortalte, at han næsten ikke kunne finde ud af brændenældeområdet igen, og kom også i skoven i kontakt med sin vrede og sorg. Stien sluttede ved et stort engområde med udsigt, som symboliserede hans sted i livet nu.  

”Han sagde: ’Nu ved jeg, at jeg kan komme ud af det igen’, og fortalte, at han var begyndt at sætte grænser for venner og familie og give sig selv lov til at have det, som han har det. Det var stort. Sådan en øvelse får stor betydning både for ham og for gruppen, fordi de jo går hans sti. Og det forklarer bedre end mange ord, hvad det er for en proces, han har været igennem,” forklarer Natalie Johannsen. 

I skoven bruger Natalie Johannsen de terapeutiske redskaber på en lidt anden måde. 

”Hjemme i gruppeterapien bruger vi meget sproget til at sætte ord på og bearbejde det, som er traumatisk. Når vi er i Svanninge Bjerge, arbejder vi på nogle andre kanaler fx nervesystemet og sanseapparatet. Mange af vores unge i TUBA har på grund af deres opvækst i familier med misbrug ofte fokus på andres behov. Så det med at mærke, hvad de selv føler og sanser, har de ikke øvet sig så meget i. Her kan de øve sig i fx at mærke, om de er sultne, om de fryser, om deres grænse er overtrådt, om de har brug for at trække sig.” 

Simple øvelser som at skrue op for sanserne og fx lytte og smage på ting kan sætte gang i meget. På den seneste tur smagte de unge blandt andet på skovsyre og myrer.  

”Der var en af de unge, som senere sagde ’Vi er sådan nogle, som smager på myrer’. Og det var vi jo. Men i et fagligt perspektiv er sådan en kommentar også udtryk for, at der opstår et fællesskab om nogle naturobjekter, som kan være healende. Så der bliver skabt nogle andre narrativer, end ’vi er sådan nogle, hvis forældre drikker’,” forklarer Natalie Johannsen. 

En øvelse, som ofte virker stærkt og meget forskelligt på de unge, er stillevandring. Her går gruppen sammen i en halv eller en hel time uden at sige noget. I stedet skal de skrue op for sanserne.  

”At være stille lyder måske nemt, men det kan være grænseoverskridende for nogen. Det at være stille betyder, at man skal være alene med sine tanker, kropslige fornemmelser og følelser. Og at man måske ikke har mulighed for at aflede sig ved at snakke med andre eller skrue op for musikken, hvis det nu er ens strategi. Så det kræver, at jeg som terapeut kan gribe de unge, hvis der fx er en, der får angst eller ikke kan være i det,” forklarer hun. 

En helt essentiel del af det naturintegrerede sociale arbejde er at skabe transfer, altså overførbarhed mellem naturforløbene og de unges liv. Så man både fortsætter det terapeutiske arbejde fra grupperummet i naturen og tager erkendelserne og processerne fra naturen med tilbage i terapien og hverdagen derhjemme. Helt konkret beder Natalie Johannsen altid de unge om at tage en genstand eller et billede med hjem af noget, som har gjort indtryk på dem i skoven, og som de gerne vil bringe med tilbage i deres hverdagsliv. Det kan være en genstand, som minder dem om en proces. En ung tog fx en stor sten med et hul i med hjem, fordi den mindede hende om, at der var lys på den anden side af det svære.  

Når gruppen mødes igen i grupperummet derhjemme, bruger Natalie Johannsen mange kræfter på at sørge for, at der bliver samlet op og bygget bro til de oplevelser, processer og erkendelser, som gruppen og de enkelte medlemmer har oplevet på turen. 

”Et par dage efter vi er kommet hjem, sender vi en evaluering ud, hvor vi spørger ind til de øvelser, vi har lavet. Det får de unge til at reflektere over, hvad der har været betydningsfuldt, og hvad de kan tage med sig ud i hverdagen. Det er meget bevidst, at jeg beder dem skrive ned, for det forstærker det, de har lært og taget med sig.” 

Opholdene i Svanninge Bjerge rykker også hende selv som fagperson. ”Naturen har samme effekt på mig som på de unge. Den bringer nervesystemet i ro. Og det er nemmere aktivt at bruge mig selv som intervention. Mange af vores unge har dårlige erfaringer med autoritetspersoner og voksne, men når de kan se, at ’uh Natalie er også bange for at få en flåt’, så ser de, at jeg er ligeværdig, autentisk og et menneske som dem. Og så betyder det noget, at man også bare er nærværende og sidder sammen og spiser som ligeværdige mennesker. Det er ikke terapi det hele,” siger hun.