Det siger forskningen

Vellykkede naturmøder kræver engagerede fagprofessionelle
Toggle text

Hvilken betydning har naturen for unge, som er med i naturintegrerede sociale indsatser under Natur til et godt liv – Laboratoriet? Det har Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet undersøgt i en forskningsrapport. Her giver forskeren bag rapporten, Anne Mette W. Nielsen, svar på tre af de centrale spørgsmål:

1. Gør naturen en forskel for unge på kanten?

”Vi ved fra den psykologiske forskning, fra hjerneforskning og fra stressforskning, at når naturmøderne fungerer, så er der stærke positive effekter. I vores undersøgelse kan vi se, at effekten hos unge i udsatte positioner i høj grad afhænger af, hvordan de møder naturen. Det er afgørende, hvordan fagprofessionelle faciliterer unges møder med naturen. Naturen har ikke et iboende potentiale, som altid forløses. Effekten er betinget af, hvordan møderne mellem unge og natur finder sted. Der sker noget, når det stærke pædagogiske arbejde møder stort kendskab til naturen. Vi kan for eksempel høre på de unge, at det betyder noget for dem, at de voksne også har viden om naturen.”

Læs hele forskningsrapporten

Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet har over en treårig periode undersøgt naturmøder hos unge, der var en del af Natur til et godt liv – Laboratoriet. Læs hele rapporten her

Toggle text

2. Har alle unge så glæde af naturen?

”Ikke alle. Nogle unge oplever naturen som fremmed og et sted, man taber kontrol. Vi har ofte en forestilling om, at naturen bare er dejlig at være i for alle, men den kan også være grænseoverskridende og ubehagelig for nogen. Det med at bare vi sætter os sammen rundt om bålet, og så dukker roen og de gode fortællinger op, er en romantiseret forestilling. For nogen kan bålet være et svært socialt rum at være i. De har for eksempel brug for at vide, hvornår og hvordan de kan trække sig. For nogle unge kræves der noget andet og mere for, at deres møder med natur opleves som vellykkede og frugtbare.”

3. Hvor stor en rolle spiller de fagprofessionelle?

”Når vi taler om unge i udsatte positioner, så spiller fagprofessionelle en stor og afgørende rolle for naturmøderne. I de sociale indsatser er det ikke naturen, som spiller hovedrollen. Det er den fagprofessionelles indsats, der skaber et vellykket møde med naturen for de unge. I naturfeltet får man nogle gange indtryk af, at der ikke er grænser for, hvad naturen i sig selv gør ved os. Men møderne med natur er altid karakteriseret ved en sammenfiltring af menneske og natur og dermed også de erfaringer, præferencer og evner, vi bringer med os som mennesker. Vores undersøgelse tydeliggør de fagprofessionelles rolle i forhold til at understøtte, at de forskellige kvaliteter kan komme i spil i de unges møder med natur. Undersøgelsen viser, at det i høj grad er de fagprofessionelles indsats og evne til at reflektere og aktivere kvaliteterne i naturen, som er med til at skabe vellykkede naturmøder for unge. Hovedfundet i vores studie er, at der er nogle spændingsfelter i mødet med naturen, som er vildt potente, men som samtidig kan slå ud i forskellige retninger. Hvis de skal forløses på positiv vis, har de fagprofessionelle en nøgleposition.”

I rapporten konkluderer forskerne, at der er seks centrale kvaliteter ved unges naturmøder, som altid er til stede, og som du som fagprofessionel bør være opmærksom på, hvis du skal lykkes med at skabe vellykkede naturmøder.

Du kan folde de seks kvaliteter ud herunder:

Seks kvaliteter ved naturmødet

Åbne sanser

Unge oplever, at deres sanser vækkes i møderne med naturen. De bliver for eksempel opmærksomme på lyde, kulde, varme, farver – og sig selv. Det er med til at rykke dem ud af deres vante kropslige og mentale tilstand.

Det vi bare gør

Ofte består naturmøderne af en række ritualer, rutiner og regler, som de fagprofessionelle stiller op. Det kan være en tryghed – og for nogle unge et irritationsmoment og et meningstab, hvis ’det vi bare gør’ ikke er motiveret.

Sammen

Samvær og fællesskab. Mange unge fortæller, at de får et helt særligt tilhørsforhold til andre unge og fagprofessionelle, som de er i naturen med. Naturen er et sted, hvor man kan være sammen på andre måder, men også trække sig når man har brug for det.

På opdagelse

Naturen er et sted, man kan gå på opdagelse og få vakt sin eventyrlyst og fantasi. Mange unge oplever, at de kan finde særlige steder eller ting og sætte deres egne nye spor i naturen.

Food for thought

Unge fortæller, hvordan naturen vækker deres videbegær og lyst til at lære og få nye kundskaber og kompetencer.

De store spørgsmål

Mange unge oplever, at de kan spejle sig selv og deres livshistorie i naturen. Når de er i naturen, rejser der sig en masse store spørgsmål og psykologiske og filosofiske refleksioner hos dem.