Casper
Casper Torben Poulsen er 15 år og går i 9. klasse og har været på robusthedscamp i Svanninge Bjerge, hvor UngSlagelse bruger metoder og redskaber fra Natur til et godt liv – Laboratoriet.
”Noget af det vigtigste, jeg har lært på camp, er nok, at man kan have nogle tanker oppe i hovedet om at ’aj det kan jeg ikke’ eller ’det tør jeg ikke’. Men det er jo bare tanker. Så man er nødt til at fucke lidt med sin hjerne og sige til sig selv: Jo, du kan godt. Jeg har udfordret mine grænser og fundet ud af, at jeg kan mere, end jeg selv tror.
Vi skulle for eksempel sejle i kano, og jeg kan faktisk ikke lide at være tæt på vand og kan godt have en skræk for at falde i vandet. Men jeg skulle være i en kano med to andre, som havde bind for øjnene. De skulle ro, og jeg skulle guide dem. Jeg tænkte først, at jeg ikke turde. Jeg var bange for, at vi røg i en forkert retning. Men de andre havde jo brug for mig, og så gjorde jeg det. Da vi først sad i kanoen, hjalp jeg de andre ved at snakke, for det var nemmere for dem at sejle, når der ikke var akavet stilhed. Vi kom i mål, og det føltes så fedt.”
”Folk bakkede meget hinanden op på campen og sagde ’du kan godt’. Når andre tror på mig, så bliver det også nemmere at tro på mig selv. Jeg har fået mere selvtillid og bruger meget en model, vi lærte, som hedder PORT, som handler om at være positiv, vise andre omsorg og respekt og at tro på sig selv.
Før, når jeg sad i skolen med nogle svære opgaver i matematik, så sprang jeg tit bare over dem. Nu prøver jeg at bruge det, jeg har lært på camp, og siger ’jo, du kan godt’ til mig selv. Det er noget nyt for mig.
På camp skulle vi i grupper fortælle om det positive, vi så i andre. Det hedder bevidning. Det gjorde mig superglad, at de andre sagde, at jeg er dejlig at være sammen med, jeg tager hensyn til andre og at de synes, det er rart, når jeg spørger dem, om de er okay. Jeg følte, at de andre så min personlighed mere, end de gør i skolen. Det er også noget af det, som har gjort mig stærkere i skolen nu.”