Isabella

”Jeg er blevet den person, jeg gerne vil være”
Toggle text

Isabella Stuhr er 17 år og har de seneste tre år gået i heltidsundervisningen i Slagelse Kommune, hvor metoderne fra Natur til et godt liv – Laboratoriet er en fast del af den pædagogiske praksis. 

”Alle os, der går her, kommer fra noget lort og har vores problemer. Jeg gik i den samme folkeskole fra 0. til 7. klasse, og der blev jeg mobbet. Så havde jeg et halvt år, hvor jeg ikke gik i skole. Da jeg startede her for tre år siden, var jeg meget påpasselig og bange for nye ting. I dag kan jeg sige til mig selv: ’Nu gør du det!’, og så er det fedt bagefter. Jeg har ændret mig rigtig meget.  

Vi skubber til vores grænser her. Når man har prøvet noget én gang, så tænker man næste gang, at det kan man godt. Vi var for eksempel ude at klatre, og jeg har højdeskræk og kan godt blive bange og komme op at køre, så det var hårdt. Men vi støttede hinanden, så det blev en fælles ting. Og bagefter var vi bare sådan: ’Vi gjorde det!’. Det var fedt.” 

Nu er det Isabella, der hjælper de andre
Toggle text

”At være udenfor sammen og på tur gør alt i forhold til skolen. Det skaber et tættere fællesskab og sammenhold, når vi er ude sammen. Turene gør, at vi er tæt på hinanden og trygge. Og så tør man også sige noget i undervisningen.  

Den første gang, vi skulle sejle i kano, fik jeg en redningsvest og en pagaj, og tænkte: ’Shit, jeg drukner!’. Vandet var virkelig klamt, og det skulle jeg bare ikke i. Men jeg gjorde det. Når vi er på kanotur nu, så er det mig, der siger til de andre: ’Hey, det er ikke farligt det her’ og hjælper dem. Os, der har gået her længe, hjælper de nye. Det er helt naturligt. 

Det at gå her har gjort meget for mig, også da jeg ikke havde nogen andre. Skolen og turene har været mit fristed. Nu bor jeg på et opholdssted. Og dér er det mig, der siger: ’Hallo, skal vi ikke tage ud at klatre og lave noget sammen?’. Jeg er blevet den person, jeg gerne vil være. Jeg drømmer om selv at blive socialpædagog og arbejde med udsatte børn og unge. At være noget for andre og hjælpe.”