Kunstsalon VISION

Ved Bikubenfondens kunstsaloner kan du opleve faglig debat, få indblik i nyskabende kunstnerisk praksis og deltage i samtalen om kunstens betydning. Salonerne tilrettelægges i samarbejde med kunstnere og kunstinstitutioner.
Toggle text

Kunstsalon VISION er både klassiske debatter, kunstnerinterviews og salonformater, hvor kunstnere tager styringen. Som publikum har du mulighed for at få sat kunsten i et relevant samfundsmæssigt perspektiv, få indblik i den faglighed og de overvejelser, der ligger bag forestillinger og udstillinger, opdage kunstnere med særlige potentialer og give dit besyv med i samtalen om kunsten.

Salonerne tager alle udgangspunkt i aktuelle temaer inden for scenekunst og billedkunst, men er udformet på forskellig vis. Nogle saloner er faciliteret af kunstnere, der inddrager publikum på nye måder. Andre saloner debatterer aktuelle problemstillinger på tværs af fagligheder eller byder på interviews med en lovende dansk kunstner som har en nyskabende tilgang til sin kunstneriske praksis. Indholdsmæssigt er mange af salonerne målrettet et kunstfagligt publikum, men alle er velkomne. Vær opmærksom på, at Kunstsalon VISION kræver tilmelding, da pladserne er begrænsede. Hold øje med Facebook og Instagram, hvor vi annoncerer kommende saloner.

Enkelte af salonerne bliver live-streamet, så her kan du deltage fysisk såvel som digitalt. De saloner, der streames, vil efterfølgende ligge tilgængelige her på siden i en begrænset periode.

Indholdsmæssigt er mange af salonerne målrettet et kunstfagligt publikum, men alle er velkomne. Vær opmærksom på, at Kunstsalon VISION kræver tilmelding, da pladserne er begrænsede. Hold øje med Facebook og Instagram, hvor vi annoncerer kommende saloner.

For at løfte og styrke talentfulde kunstneres synlighed i deres videre karriere, nationalt som internationalt har vi søsat serien Artistic Practice. I serien indgår blandt andet optagelser fra vores samtalesaloner.
Bikubenfondens salonredaktør Karina Lykkesborg planlægger og tilrettelægger Kunstsalon VISION sammen med udvalgte kunstinstitutioner eller kunstnere. Desuden bidrager vi med annoncering og honorarer til paneldeltagere og moderatorer.
Oplev tidligere saloner
Toggle text

Der kommer altid nogle interessante perspektiver og refleksioner frem ved vores saloner – både fra moderatorer, kunstnere, paneldeltagere og publikum. For at debatten kan leve videre efter vores saloner, arbejder vi med at dokumentere indholdet og gøre det tilgængeligt ved hjælp af reportager og podcasts. Målet er at bearbejde og sprede debatterne, så endnu flere får glæde af de refleksioner, som kunsten stiller til rådighed. Herunder kan du få indblik i nogle af vores tidligere saloner.

Radical Stupidity (at the workspace) – Enigheden den 2. juni 2023

Kunstner Madeleine Andersson, pro tempore.art og Bikubenfondens Kunstsalon Vision inviterede til en aften hvor idioterne, taberne, jokerne, fjolserne, spaderne, dumrianerne, fjoget, tåben, den åndssvage, narrehatten og alt derimellem hyldes.

Salonen blev udført af bl.a. kunstneren Madeleine Andersson, som holdt en performance-lecture om "Degenerativ vidensproduktion". I en altopslugende kapitalistisk verden, hvor ens arbejde, privatliv og endda personlige nederlag bliver til kapital, der hjælper én på vej i sin udvikling, identificerer Andersson dumheden som den sidste bastion at gøre oprør ud fra. Dumhedens natur gør, at man ikke kan instrumentalisere den til højere kapitalistiske formål, hvorfor Andersson opfordrer til radikal dumhed, som kamp imod kapitalismen.

Post Brothers holdt ligeledes en performance-lecture "It is what it do: stupidity at work" om dumhedens mangefacetterede væsen i kontorlandskabet, bl.a. "funktionel dumhed" hvor medarbejdere udfører deres arbejde uden at reflektere over om det harmonerer med den overordnede ambition, dumhed som redskab til at skabe modstand og dumhed som kilde til kortvarige morskab, når det lykkedes at obstruere eller forsinke det kapitalistiske system med små dumheder.

Ba Blah & Ruby Nilsson holdt den sidste performance den aften "Token", hvor et af mødelokalerne blev fyldt med hvide balloner og kunstnerne legede, fjollede og langsomt sprængte ballonerne i stykker, mens højtalerne og skærmen messede virksomheders queer-washing marketing slogans: "Our business is our family", "we have a rainbow of products for your rainbow life" "gay or straight, we treat every customer right" ,"a safe space for everyone", "love is love, business is business", "the power of inclusion".

Kunst, censur og selvcensur – Kunsthal Charlottenborg den 23. maj 2023

Komponist og librettist Louise Alenius har oplevet censur i sit kunstneriske virke og et efterfølgende kunstnerisk meningstab. Men mest af alt frygter hun selvcensur.

Netop det aspekt var udgangspunktet for hendes kunstnerstyret salon på Kunsthal Charlottenborg, hvor hun havde inviteret billedkunstner Jo Hedegaard og filmskaber Frederikke Aspöck. De kunne alle relatere til frygten for at krænke ubevidst og at miste deres intuition i deres arbejde med kunsten. Kulturkommentator, radiovært og journalist Aminata Amanda Corr førte os glimrende gennem samtalen.

Udover en samtale om censur og selvcensur i kunstmiljøet i første del, fik vi i anden del af salonen indblik i Louises arbejde med sangerne Jacob Bloch, baryton, Katinka Fogh Vindelev, sopran, og Morten Grove Frandsen, kontratenor.

Med teksten: ”Døden er den allerstørste krænkelse. Vi er allerede krænket. Verden er et krænkende sted” blev vi, sammen med sangerne, taget med ind i Louise Alenius’ arbejdsrum og værket til Charlottensborgs Jubilæumsudstilling 2023.

Milky Ways: M/Otherhood, befrugtning og kosmisk stofskifte – Medicinsk Museion den 9. maj 2023

Når et spædbarn modtager mælk fra et andet menneske, modtager det også en verden. I mælkens sukkerstoffer og spor af mikrober er der gemt informationer som i barnet fortolkes og omsættes til at danne et nyt indre liv. Hvad betyder denne biologiske og kosmiske overlevering? Og hvilke psykologiske forståelser kan rumme en mere flydende forståelse af hvornår en ny verden bliver skabt indeni og omkring mennesker.

Salonen udfoldede billedkunstneren Jenna Sutelas arbejde med kropsvæsker og hendes erfaringer med at arbejde på tværs af biologiske, teknologiske og poetiske systemer.

Sutelas filmværk Milky Ways fik dansk premiere til salonen. I Milky Ways sendes brystmælk på en kosmisk rejse gennem en simuleret menneskelig fordøjelse. Filmen opbygger et flerstrenget narrativ med udgangspunkt i overleveringen af mikrobiotiske verdener mellem mennesker og udfolder videnskabelige, kosmiske og mytiske spor om befrugtning. 

Eventet satte Jenna Sutula i samtale med kurator Aslak Aamot Helm om hendes praksis og samarbejdet med Primer. Samtalen blev udvidet mod videnskabelige og filosofiske perspektiver sammen med Mani Arumugam (forsker i mikrobiotisk udvikling ved Københavns Universitet) og Adam Bencard (medicinsk humaniora ved Medicinsk Museion).

Kunst, flygtning, fremtid – Enigheden den 13. april 2023

How can the art scene in Denmark, in a manner that is inclusive and concomitantly promotes equality, accommodate artists who have experienced being migrants or being refugees?

ART, REFUGEE, FUTURE was a collaboration with Another Public and Bikubenfonden, which took its mark in experiences from the Displaced Artists Network.

At our Vision Salon, we talked about how the Danish art scene can open up and become an involving instance, with respect to artists who are moving to Denmark – for example, because of oppressive regimes, climate- and environmental-catastrophes or because of the outbreak of war.

Når vi ser (med) træerne: Kan mennesker have rødder? – HEART den 27. februar 2023

Med udgangspunkt i udstillingen Træfald tilbød billedkunstner Rune Bosse i samarbejde med scenekunstner Christine Fentz fra Secret Hotel en kunstnerisk vandring gennem udstillingen og inviterede til nye måder at sanse udstillingens værker på.

Rune Bosse skabte på HEART – Herning Museum of Contemporary Art en udstilling, der med afsæt i træerne og skoven åbnede for nye måder at relatere til og sanse vores omverden på. Skovens beboere er forbundet og afhængige af hinanden. Her er alting altid under forandring. Træerne vokser og dør, men i et uendeligt langsomt tempo som vores menneskelige øjne ikke kan opfange. Kan vi lære noget nyt ved at betragte verden fra en anden vinkel? Hvad sker der, hvis vi leger med at prøve andre perceptioner og synsvinkler end menneskenes?

Rune Bosse inviterede Christine Fentz til at skabe en begivenhed i sine udstillingsrum – og hun inviterede til en fælles vandring gennem oplevelser i rummene og med værkerne. I kombinationen af viden fra videnskabens verden og forskellige typer sansninger blev det muligt at få forbindelse til vores indbyrdes forbundenhed og afhængighed – med fx jordmikrober, træer, dyr, vand, planter, og mange flere.

Fakta, fiktion og kunstnerisk frihed – Husets Teater den 23. maj 2022

Med afsæt i Kirsten Astrup og Maria Bordorffs forestilling O’S HISTORIE på Husets Teater inviterede de to kollegaer inden for scenekunst, Sargun Oshana, og film, Jesper Dalgaard, til en samtale om det at arbejde med virkelige hændelser kunstnerisk.

Gudrun Marie Schmidt var salonens moderator. Hun er kulturjournalist på Politiken og vært på avisens daglige podcast, ’Du lytter til Politiken’. Sargun Oshana er teaterdirektør på GROB og instruktør og Jesper Dalgaard er filmdokumentarist og skaber af bl.a. den anmelderroste dokumentarfilm "Kandis For Livet”.

Salonen var en samtale om brugen af dramatik, fiktion og iscenesættende greb i det dokumentariske arbejde, og om hvor meget kunstnerisk frihed, man kan tillade sig, og stadig kalde det for dokumentar.

Astrup & Bordorffs virke som billedkunstnere ligger i krydsfeltet mellem film, performance og teater, og deres værker blander dokumentariske metoder med filmiske – ofte stærkt karikerende – virkemidler.

Selv kalder de O’S HISTORIE for en teaterdokumentar krydset med et periodedrama, og som en del af salonen viste Astrup & Bordorff uddrag fra forestillingen live.

Sorcerer: A Talk About A Play – Reaktor på Teater Republique den 21. marts 2022

I samarbejde med Teater Republique inviterede Bikubenfonden til en debatsalon under overskriften 'Sorcerer: A Talk About A Play'. Anledningen var Ed Atkins og Steven Zultanski forestilling 'Sorcerer' på Teater Republique. I en samtale med kurator og forsker Irene Campolmi fortalte de, hvordan de omsætter tekst og billedkunst til en scenisk form.

De har en fælles interesse i anti-illusorisk kunstgreb og dokumentariske praksisser, som de sætter i spil med specialeffekter, gadgets og virtuose teknikker. Atkins og Zultanskis intention med salonen var at fortælle, hvordan de med kunstneriske strategier ønsker at skabe en reel verden og røre ved virkelighedens umedgørlighed, dens modstand mod at danne mening samt virkelighedens iboende skønhed og særhed.

’Sorcerer’ er baseret på transskriptioner af samtaler mellem venner under corona-lockdown, fortalte Atkins og Zultanski ved salonen. "What is not happening between people are sometimes the most interesting", lød det fra Atkins. 

Den feminine personas handlekraft – Statens Museum for Kunst den 17. november 2021

I samarbejde med Statens Museum for Kunst inviterede Bikubenfonden til en kunstnerstyret debatsalon under overskriften ’Den kvindelige personas handlekraft’. Anledningen var Simone Aaberg Kærns aktuelle udstilling ’Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet’ på SMK.

Med en fælles drivkraft om at ville gøre en forskel med sin performancekunst, fortalte kunstner og pilot Simone Aaberg Kærn og forfatter og kunstner Madame Nielsen om deres oplevelser med at lave kunst i krigszoner. Om at træde ind og ud af en persona. Om at anvende forskellige virkemidler såsom miss world-kjole, kærlighedssange, jakkesæt, slips, flag og flyuniform som hylster og skjold. Og om at være usårlig, modig, handlekraftig, magtesløs og skrøbelig i en barsk virkelighed.

Også den afghanske pilot og major Latifa Nabizada og hendes datter, flyteknikerstuderende Malalai Nabizada, som begge har en direkte relation til Aaberg Kærns værker ’Smiling in a warzone’ og ’Microglobal Performance’, fik plads på scenen til at fortælle deres historier. Simone Aaberg Kærn, som har "lånt" af Nabizada-familiens virkelighed i hendes kunstpraksis, valgte denne aften at give ordet til familien. Således fandt der en form for reaktivering af Kærns historiske performance sted – set fra et aktuelt perspektiv.

Sickness – Kunsthal Rønnebæksholm den 16. september 2021

Hvordan skal vi i samfundet møde mennesket i sin helhed som en værdig del af det skabende samfund - også som syg?

Kunsten og fællesskabet kan fungere som resonansrum og som en helende kraft lige præcis der, hvor det etablerede psykiatriske system "giver op", dér hvor samfundet forudsætter, at man som menneske fungerer på en bestemt måde. Og hvad hvis man ikke passer ind i det etablerede system? Har man så ikke en værdi i sig selv uagtet? Hvad betyder kunsten for sygdommen og sygdommen for kunsten?

Dette og meget mere var til diskussion under kunstsalon VISION - Sickness på Rønnebæksholm.

I panelet sad Lisbet Kolmos, læge og tidligere leder af Marjatta, Kirsten Devantier, regionsmedlem i Næstved, William Salicath, Præst i Eliaskirken og billedkunstner Jakob Jakobsen.

Moderator: Birgit Bundesen, overlæge, Foreningen Kunst og Mental Sundhed.

Networking: The Artist-run Currency – Juxtapose Art Fair den 21. august 2021

Lørdag den 21. august inviterede vi sammen med Juxtapose Art Fair til Kunstsalon VISION på Godsbanen i Aarhus, hvor netværket blandt den kunstnerdrevne sektor var fokus for samtalen.
 
De fire erfarne paneldeltagere diskuterede bl.a., hvordan internationale netværk kan styrke de mindre kunstnerdrevne udstillingssteder. Panelet berørte, hvordan grundig kortlægning af den kunstnerdrevne sektor er helt afgørende for at styrke udstillingsstedernes synlighed overfor såvel potentielle samarbejdspartnere som den bredere offentlighed.

I panelet sad kunstner og forsker, Åsa Sonjasdotter, kurator og leder af meter, Louise Lassen Iversen, kunstner og direktør for Artist Run Alliance, Gideon Smilansky samt kunstner og stifter af SUPERMARKET Art Fair, Andreas Ribbung. Samtalen blev modereret af kurator og skribent for Kunstkritikk, Louise Steiwer.  Networking – the artist-run currency.

Liveoplevelsens hybride muligheder – Lille Vega den 13. april 2021

Med udgangspunkt i VEGA|ARTS virke som kunstnerisk platform, der kombinerede samtidskunstens performative praksisser med koncertens intime og kulturelle rum, handlede denne udgave af Kunstsalon Vision om nye hybride liveoplevelser, hvor musik og kunst forenes.

Christian Skovbjerg Jensen var ordstyrer for et panel bestående af Matthias Borello, Lillibeth Cuenca Rasmussen, Bjarke Svendsen og Signe Brink Wehl, der udvekslede perspektiver på, hvordan kunst i koncertoplevelsen og kunst på festivalpladsen kan engagere publikum i samtidskunsten på mange forskellige niveauer. Her er det muligt at undersøge værkerne tæt på og blive en del af dem på en mere fysisk måde end det ofte ses i en "traditionel" samtidskunstinstitution.

Kunsten som historisk materiale – erkendelse og erindring? Viborg Kunsthal den 6. oktober 2020

Hvem ejer historien og hvordan skal den fortælles? Disse spørgsmål var på dagsordenen for Kunstsalon VISIONs debatarrangement på Viborg Kunsthal med titlen Historien som kunstnerisk materiale – erkendelse og erindring. Ikke mindst fordi et 25 år gammelt værk nu endeligt blev skrevet ind i dansk kunsthistorie.

Stinna Toft, kunstfaglig chef på KUNSTEN var moderator for aftenens panel, bestående af billedkunstnerne Søren Taaning og Jeannette Ehlers samt kunsthistoriker Mette Haakonsen, der sammen diskuterede, hvilken rolle kunsten spiller i historien som en erindring af vores komplekse samtid.

Kunst, marked og kvinder – bedre balance. Kunsthal Charlottenborg den 27. august 2020

Denne udgave af Kunstsalon VISION havde fokus på en af de helt store strukturelle udfordringer i kunstbranchen: den kønsmæssige skævvridning på kunstscenen. Sammen med Chart Art Fair, der havde valgt kun at have kvinder repræsenteret på årets messe som et klart statement, afholdt vi Kunstsalon VISION under titlen Kunst, marked og kvinder – bedre balance?

Der var intens debat i kunstakademiets sal med to paneler bestående af 1) Jesper Elg – Gallerist V1 Gallery, Nanna Hjortenberg – Direktør CHART, Gitte Johannesen – Gallerist SPECTA, Nina Beier – Kunstner og 2) Sara Lysgaard – Kunstsamler, Mikkel Bogh – Direktør SMK, Christine Buhl Andersen – Forkvinde Ny Carlsbergfondet og Michael Thouber – Direktør Kunsthal Charlottenborg.

Louise Steiwer – kritiker, kulturskribent og kurator var ordstyrer.

Magtbalancen skælver – hvem vil vi gerne være i fremtiden? Debatsalon via Zoom den 11. maj 2020

’Magtbalancen skælver’. Sådan lød titlen da Aarhus Teater, Sort/Hvid og Bikubenfonden inviterede til online kunstsalon VISION. En salon som satte Kina og kunsten til debat i en panelsamtale med undertitlen 'Er fremtiden kinesisk? Og hvem vil vi gerne være?’

Kunstsalonen skulle være afholdt på Aarhus Teater i forlængelse af forestillingen 'Made in China' (Aarhus Teater / Sort/Hvid), men det blev – som resten af landets forestillinger – lagt i graven af COVID-19. Heldigvis overlevede salonen i et online format, hvor forestillingens manuskript blev afsæt for debatten og publikum var med på Zoom.

Dramatiker og instruktør på Sort/Hvid, Sigrid Johannesen, åbnede samtalen, da hun fortalte om tilblivelsen af 'Made in China'. Med i panelet sad billedkunstner Bjørn Nørgaard og Kinaekspert Mette Holm. Journalist Lene Winther var ordstyrer.

Revolution – Politisk teater med både kant og format. Teater Republique den 7. februar 2020

Afsættet for debatsalonen ’Revolution’ var instruktør og teaterchef for Mungo Park Anna Malzers forestilling 'De hovedløse', der handler om De Gule Vestes oprør i Paris.

Udover Anna Malzer deltog lektor, Jørn Boisen, rektor for Teaterhögskolan i Malmø, Ditte Maria Bjerg, og husinstruktør på teater Sort/Hvid, Sigrid Johannesen, i debatpanelet.

De kommenterede både på egne og hinandens værker i en underholdende og begavet debat, og sammen med udfordrende spørgsmål fra moderator, Torben Sangild, fik samtalen om det politiske teater fornyet udsyn.

Distract me not – En samtale- og samværssalon om mobiltilstedeværelse. Art Hub Copenhagen den 30. januar 2020

Er du på? Kunstsalon med Hannah Toticki Anbert diskuterer livet i mobilens æra.

Publikum fik lov til at mærke deres mobiler, og hvad de gør ved os på Bikubefondens Kunstsalon Distract me not: En samtale- og samværssalon om mobiltilstedeværelse. Billedkunstner Hannah Toticki Anbert holdt roret denne aften, hvor også performancekunstner Gry Worre Hallberg, journalist Frederik Kulager og performancekoret Syvende og sidst deltog.

The Female Gaze – Skuespilhusets foyer den 26. november 2019

Ved debatsalonen The Female Gaze var fire kvinder med kunstkritiker Maria Kjær Themsen som moderator inviteret til at diskutere kvindeblikket på og i kunsten: den sydafrikanske billedkunstner Frances Goodman, skuespiller og co-leder af Alias Teaterproduktion, Line Bie Rosenstjerne, selvstændig kurator og leder af det nyåbnede udstillingssted ARIEL – Platform og Interface for Feminismer i det Æstetiske, Nina Wöhlk, og billedkunstner Viktoria Wendel Skousen. Ved salonen blev der diskuteret, hvad der skal til for at ændre og udvide det konventionelle begærblik i kunsten, det mandlige blik. Det blev hurtigt tydeligt, at der i dag er lige så mange strategier og blikke, som der er øjne. Men det er langt fra alle øjne, som kommer til orde.

Forvitrede poler – 30 år efter murens fald – Tranen, Gentofte Hovedbibliotek den 10. oktober 2019

Skrumper eller svulmer vores samtid? Spørgsmålet var der ikke helt enighed om svaret på, da Tranen i samarbejde med Bikubenfonden inviterede til Kunstsalon VISION Forvitrede poler – 30 år efter murens fald. Toke Lykkeberg, leder og kurator på Tranen var moderator for et panel bestående kunstner Emilie Alstrup, redaktør og forfatter Rune Lykkeberg og geolog Minik Rosing, som diskuterede samtiden i lyset af den stadig større sammensmeltning mellem biologien og teknologien.

Håbets Gudinde – Thorvaldsens Museum den 11. juni 2019

Kunstens evne til at påvirke det samfund, den er en del af, blev sagligt diskuteret af et enigt kunstner- og kuratorpanel ved debatsalonen Håbets Gudinde på Thorvaldsens Museum. I panelet sad kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton Meyer, kunstnerisk leder på Sydhavn Teater Mille Maria Dalsgaard samt kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang. Klaus Rothstein var moderator. 

Kollektivets skaberkraft – Betty Nansen Teatret den 28. marts 2019

To danske kunstkollektiver, Sort Samvittighed og Blod Måne Søndag (BMS), er enige om, at det er sjovest at dele kagen, selvom det kræver masser af kompromiser og krævende forhandlinger. Salonens panel bestod af Sort Samvittigheds instruktør Elisa Kragerup og komponist, sanger og skuespiller Jeanett Albeck, skriftkollektivet BMS ved Dorte Limkilde, Fine Gråbøl, Mette Kierstein og Ronja Johansen samt forsker og forfatter Kasper Opstrup. Kulturredaktør på Dagbladet Information Katrine Hornstrup Yde var moderator for salonen.

Wunderkammeret: sansemæssig nærhed, hverdagsfænomener og kunst – Esbjerg Kunstmuseum den 7. februar 2019

Hvad er potentialet i tværfaglige samarbejder mellem naturvidenskab og kunst? Dette spørgsmål var omdrejningspunktet for denne salon. Og netop tværfaglige samarbejder mellem naturvidenskab og kunst var kerneelement i museets udstilling Flydende form, som var udviklet i et samarbejde med Tomas Bohr, professor i fysik ved DTU. Udstillingen var den første i en serie af tre i Esbjerg Kunstmuseums Wunderkammer-koncept, som i 2017 vandt Udstillingsprisen Vision. I panelet sad lektor i kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet Rune Gade, professor og billedkunstner Ferdinand Ahm Krag, professor i fysik ved DTU Tomas Bohr og generalsekretær for Dansk Kulturinstitut Camilla Mordhorst. 

Rummet, tiden og mennesket. Kunst i offentlige rum – Mærsk Tårnet den 29. januar 2019

Denne salon blev afholdt i Mærsk Tårnet ved Panuminstituttet. Samtalen drejede sig om det kunstværk, den islandske kunstner Ragnar Kjartansson har skabt til stedet. Værket er en 168 timer lang video – præcis en uge lang. Videoen vises 24 timer i døgnet synkront på flere skærme i bygningen; f.eks. i aulaen og i elevatorer. Kjartansson var mødt op for at fortælle om afsættet for kunstværket, og om ambitionen om, at værket kan sprede sig via brugerne og blande sig med verden udenfor.

Hvordan gør dokumentaren os klogere på hinanden – Teater Momentum den 10. oktober 2018

Hvad er det dokumentaren kan, og hvordan kan den åbne virkeligheden op på scenen? I panelet sad tre aktuelle aktører, som hver gav deres bud på forskellige greb i kunsten: Teaterinstruktør og kunstnerisk leder af Teater Momentum Anna Malzer, dokumentarteaterinstruktør Hans Werner Kroesinger og dokumentarfilminstruktør uddannet fra filmskolen Super16 i 2014 Emil Næsby Hansen. Louise Kidde Sauntved, filmkritiker og dokumentarfilmekspert var moderator.

Fotografiets magt, betydning og sandhedsværdi – Fotografisk Center den 4. oktober 2018

Visionssalonen blev afholdt i forbindelse med Fotobiennalen 2018. Omdrejningspunktet for samtalen var fotografiets magt, betydning og sandhedsværdi. Fremmødet var stort og samtalen fortsatte blandt publikum efter salonen. Det var tydeligt, at der er masser af lyst til og behov for at diskutere fotografiets rolle i dag. I panelet sad: Fotokunstner Nicolai Howalt, fotograf og fotochef på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, fotokunstner Lina Hashim samt duoen AVPD repræsenteret ved kunstneren Aslak Vibæk. Torben Sangild, cand.mag. i filosofi og moderne kultur, kunstanmelder og forfatter samt skribent på Kunsten.nu og Zetland var moderator.

Krop til ord, ord til krop – Nomineringssalon på Husets Teater den 7. juni 2018

Fysiske præstationer og kunstnerisk sprængkraft var på dagsordenen, da der blev afholdt nomineringssalon på Husets Teater som optakt til Årets Reumert 2018. Tre af årets nominerede kunstnere var sat stævne til en samtale om det ekstremt fysiske sprog på scenen og om at ofre sig for sit publikum. I panelet sad: Skuespiller Paw Henriksen, nomineret i kategorien Årets Mandlige Hovedrolle for sin rolle i ”Tyson” på Teater Grob, dramatiker Line Mørkeby, nomineret i kategorien Årets Dramatiker for ”Jeg løber” på Det Kongelige Teater og skuespiller Morten Burian, nomineret i kategorien Årets Mandlige Hovedrolle for sin rolle i ”Rocky!” på Husets teater. Tore Leifer, studievært på P1 og medlem af Reumert-juryen var moderator.

Performancekunstens non-konformitet – FABRIKKEN for Kunst og Design den 23. maj 2018

I forbindelse med Alt_Cph18: Over-Existing inviterede Bikubenfonden og FABRIKKEN for Kunst og Design til Visionssalon om Performancekunstens non-konformitet. I panelet sad kunstnerne Christian Falsnæs og Hannah Heilmann, kritiker, kurator og forfatter, Maria Kjær Themsen og kunstnerisk leder af Tranen og kunstteoretiker, Toke Lykkeberg.

Kunstscenen i en identitetspolitisk tid – Sort/Hvid den 12. maj 2018

Salen var fyldt og kommentarerne var mange, da Reumertsalonen Kunstscenen i en identitetspolitisk tid blev afholdt. Den tog udgangspunkt i Sort/Hvids forestilling White Nigger/Black Madonna, der siden har skiftet navn til Black Madonna. I panelet sad Madame Nielsen, forfatter, dramatiker, musiker og performer, Christian Lollike, instruktør, dramatiker og kunstnerisk chef på Sort/Hvid, TaviaNyong’o, professor i Afrikanske og Amerikanske Studier ved Yale School of Drama, Yale Universitet, USA, Sabrina Vitting-Seerup PhD stipendiat, Institut for kunst- og kulturvidenskab og Jeannette Ehlers, billedkunstner. Rushy Rashid, radiovært og journalist på Rushys Roulette på Radio24syv var moderator.

Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten – Kunsthal Charlottenborg den 22. marts 2018

Debatten handlede om, hvordan kunstkritikken bidrager til samtalen om kunstens betydning set i et internationalt perspektiv med paneldeltagere fra Berlin, New York og København. I panelet sad Sophie Diesselhorst, redaktør Nachtkritik.de, Tyskland; Steven Zultanski, amerikansk kunstkritiker og forfatter; Line Rosenvinge, kunsthistoriker, blogger ved Børsen og bestyrelsesformand for nystiftede Forenede Kritikere; Mikkel Carl, billedkunstner, freelance kurator og skribent og Lasse Marker, partner i konsulentbureauet Rasmussen & Marker, forfatter til flere bøger om kulturjournalistik, -politik og -kommunikation. Nete Nørgaard Kristensen, lektor ved Institut for medier, erkendelse og formidling, KU. forsker i kulturjournalistik- og kritik, var moderator.

Vi er alle kød – Kunsthal Aarhus den 10. januar 2018

Salonen blev afholdt i anledning af den belgiske kunstner Berlinde De Bruyckeres aktuelle udstilling Embalmed og diskuterede, hvordan vi forholder vi os til kroppens kød, til kødets forfald og til kroppen som en sårbar og lidende størrelse? Panelet bestod af Kunsthistoriker og udstillingsansvarlig ved Kunsthal Aarhus Jeanett Stampe; Billedkunstner Lea Guldditte Hestelund og biogerontolog og lektor ved Aarhus Universitet Suresh Rattan. Camilla Skovgaard Paldam, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, var moderator.

Museer mellem kunst, videnskab og samfund – Medicinsk Museion den 23. november 2017

I anledning af udstillingen Mind the Gut, som modtog Udstillingsprisen Vision 2015 blev museers rolle i udviklingen af den generelle forståelse af mennesket diskuteret. Desuden blev publikum indviet i, hvordan kunstnere er begyndt at bruge laboratorieteknikker og levende materiale til deres værker, mens man i forskningsverdenen ser kunsten som en mulighed for at illustrere og forklare videnskabelig praksis. Panelet bestod af lektor i forskningskommunikation Louise Whiteley, kurator Morten Søndergaard samt forsker på Institut for Molekylær og Cellulær Medicin KU Hiren Jitendra Joshi.

Æstetikken som fremtidens vigtigste præmis for væren og læren – Den Frie Udstillingsbygning den 5. oktober 2017

Salonen blev afholdt i anledning af udstillingen Sisters Academy – The Boarding School, som modtog Udstillingsprisen Vision 2016. Debatten blev indledt med en poetisk selvøvelse, hvorefter de æstetiske fags betydning i uddannelsessystemet blev debatteret af et panel bestående af strateg og forsker ved Tate Britain og Tate Modern Susan Sheddan, professor ved Institut for Læring og Filosofi AAU Lisa Gjedde, forskningschef i CEPOS Henrik Christoffersen samt  næstformand for Uddannelses- og Forskningsudvalget i Liberal Alliance Henrik Dahl.

Kunstens fortabelse i taberfortællinger – Husets Teater den 28. september 2017

Med afsæt i Tue Bierings iscenesættelse af Rocky! Taberens genkomst behandlede denne salon spørgsmålet om, hvordan den nederste del af samfundet skildres i kunsten lige nu. Panelet bestod af teaterinstruktør Tue Biering, filminstruktør Tobias Lindholm samt velfærdsforsker Jeanette Østergaard. Kulturredaktør ved Information Katrine Hornstrup Yde var moderator.

Hvilken rolle har museerne i en verden som brænder? – Statens Museum for Kunst den 21. juni 2017

Her blev museernes rolle og ansvar i et samfund præget af politiske kriser, klimakatastrofer og flygtningestrømme debatteret. Panelet bestod af direktør på Tate Modern i London Frances Morris, leder af CAMP Tone Olaf Nielsen, direktør for Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber samt direktør for SMK Mikkel Bogh.

Lyt til podcast her

Skønhed og kropsangst – Museumsbygningen, Banja Rantnov Galleri den 30. marts 2017

På denne salon blev det diskuteret, om vi har mistet evnen til at elske os selv og vores kroppe. Skønhed, kontrol og kropsangst er blevet uadskillelige størrelser, men hvilke alternative veje kan kunsten vise os? Panelet bestod af kunstnerne Stense Andrea Lind-Valdan, Gudrun Hasle, Peter Brandt, Jette Hye Jin Mortensen samt journalist Tine Byrckel.

Kunst, konsensus, censur – Charlottenborg den 8. november 2016

Salonen tog afsæt i udstillingen af Simone Aaberg Kærns maleri Batalje og tog blandt andet følgende spørgsmål op til debat: Findes der blandt kunsthaller, museer og udstillingssteder en egen konsensus i forbindelse med deres valg og fravalg af kunst og kunstnere til udstillingerne? Har en form for underliggende censur eller selvcensur sneget sig ind i kunstrummet, uden at vi har lagt mærke til det? Panelet bestod af Mikkel Bogh, direktør ved Statens Museum for Kunst; Simone Aaberg Kærn, billedkunstner; Søren Bak-Jensen, direktør ved Arbejdermuseet og Solveig Gade, lektor på Dramaturgi ved Aarhus Universitet. Klaus Rothstein, forfatter og journalist på P1 og Weekendavisen, var moderator. 

Kundstpodcast VISION
Toggle text

Kunstpodcasten VISION er en podcastserie om kunstens betydning, der tager afsæt i vores debatsaloner på kunstområdet. Her sætter vi kunsten i perspektiv og inviterer til debat i kunstens univers.
Find alle 10 afsnit HER og tag kunsten i ørerne. Serien blev produceret i perioden 2019-2020.